Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

søndag den 13. december 2015

Hyggelig og sjov julefest

Julen nærmer sig, så i dag holdt vi julefest. Det var hyggeligt og sjovt - godt arrangeret og godt afviklet, og man må sige, at de to værter, Rasmus og Niklas, passer usædvanligt godt sammen. I modsætning til normalt sad vi ved borde og kunne nyde en kop kaffe under festen. Der var selvfølgelig en række gode sange og Claus havde krydret sin prædiken med en sjov quiz, hvor vi fik genopfrisket begreber som moviebox og betamax. Der var også et lotteri med mange gode gevinster; det var sjovt, men baggrunden er nok så alvorlig. Pengene fra de købte lodder gik til et drop-in-center for uledsagede flygtningebørn i Athen; et projekt som kirken støtter. Børnene blev heller ikke snydt for godteposer, men det var tæt på. Gennem et par skægge videoklip så vi, hvordan de to elefanter (sådan et par stykker har vi åbenbart) styrtede rundt og ledte efter den forsvunden kasse med godterne; det lykkedes heldigvis. Tusind tak til alle, der var med til at arrangere og afvikle julefesten.

onsdag den 9. december 2015

Musikalske dage

De sidste dage har stået i musikkens tegn her i kirken. Fredag 4. december sang vi julen ind med hjælp af Ruth Cilwik, præst i Missionsforbundet, og hendes mand Torben. Det var en hyggelig eftermiddag med gode julesange bundet sammen af små historier, virtuost akkompagneret af Torben på klaveret. Mandag 7.og tirsdag 8. holdt de to halvdele af Roskilde Gospel Choir hver deres julekoncert. Det var som sædvanlig en fest, entusiastisk ledet af Anders Butenko. Der var nogle langsomme og nogle hurtigere gospelsange, og publikum fik lov til at synge med på et par stykker. Så julehumøret steg lige adskillige grader.

lørdag den 20. december 2014

Roskilde Julehjælp uddeler julepakker

Det hele startede i 2008, hvor en sagsbehandler fra Roskilde kommune henvendte sig til kirken og spurgte, om den kunne hjælpe en familie til jul. Siden er det eskaleret og samarbejdet med kommunen er udvidet. Mange mennesker er desværre stadig trængte og i dag udleverer Roskilde Julehjælp 212 kasser med julehjælp og tillige nogle gavechecks. Dette ville ikke være muligt uden velvillige og generøse bidrag fra virksomheder og private mennesker. Roskilde Julehjælp og kirken er meget taknemmelige for alle bidrag.

søndag den 14. december 2014

Julefest med noget for alle aldre

Der var noget for alle aldre til årets julefest, som afholdtes i dag. Vi sang nogle af de gode gamle julesalmer og koret Fifty More sang tre skønne christmas carols, dog med dansk tekst. Da julen, som bekendt er børnenes fest, var de naturligvis tilgodeset. Magnus læste af sin oldefars juleerindringer, godt sekunderet af Viktor. Vi hørte H C Andersens eventyr Grantræet og historien om hyrderne på marken i en fri og frisk udgave. Højdepunktet for børnene var dog nok godteposerne. De voksne fik lov til at gemme dem og så skulle børnene selv finde dem. Det lykkedes selvfølgelig. Sidst men ikke mindst var der kædedans om juletræet.

søndag den 30. november 2014

1. søndag i advent

I dag er det 1. søndag i advent, og det er også første dag i det nye kirkeår. En ny start kunne man måske sige; måske en god lejlighed til at tænke over sin tro og sit forhold til Gud. Dagens gudstjeneste var festlig med noget for både børn og voksne. Adventslyset blev tændt og der blev læst julehistorie. Christoffer Wilki sang to flotte sange fra sin nye CD. Skøn lovsang og en god prædiken med noget at tænke over, fuldendte gudstjenesten og gjorde den til en fin start på juletiden.

lørdag den 29. november 2014

Julemarked i traditionens tegn

Roskilde Baptistkirkes årlige julemarked fandt sted i dag. Og for at gøre det kort - alt var som det plejede. Allerede fra starten kl. 10 var der et mylder af mennesker, der ville sikre sig at få det, de ønskede. Og der var nok at vælge mellem; juledekorationer og andet granpynt, bagværk, syltetøj og håndarbejde. Spejderne havde fiskedam og salg af julekalendere. I cafeen kunne man afprøve sit held i lotteriet, og hvis man intet vandt, kunne man trøste sig med en kop kaffe og et stykke lagkage. Tusind tak til alle dem, der har ydet en stor indsats for at julemarkedet atter blev en succes.

søndag den 15. december 2013

Festlig julefest

I dag havde vi julefest her i kirken. Det var rigtig festligt. Det startede med, at børnene blev spurgt om nogle ting om julen; det førte til lidt hyggelig spontan børnesang. Der skulle selvfølgelig også danses om juletræet, og det blev der. Først ved tre klassiske julesange, men også ved efterfølgende sange kunne man danse om træet. En god sketch om begivenhederne ved Jesu fødsel fik vi. Den var udført som en nyhedsudsendelse med oplæser og en reporter på stedet - sjov ide. Så var det tid til en kaffepause, hvor der var ris a la mande og hele fire muligheder for at vinde en mandelgave. Efter det var der en kort andagt efterfulgt af det traditionelle løb rundt i huset, mens man synger Nu `det jul igen. Vi blev heller ikke snydt for godteposer, og som noget nyt var der også til de voksne. Det må da godt blive en tradition.

lørdag den 30. november 2013

Julemarked - hyggeligt som altid

Kirkens traditionelle julemarked fandt sted i dag, og det var en stor succes. Markedet åbnede kl. 10.00 og folk stod nærmest i kø for at komme ind og finde de bedste ting. Der var et meget stort udvalg og mange virkeligt fine ting. Der var selvfølgelig juledekorationer, adventskranse og puder til kirkegården, men også meget kunsthåndværk og håndarbejde. Man kunne også købe bagværk, syltetøj og andre syltede ting. Spejderne havde en bod med lykkehjul, fiskedam og salg af julekalendere, ja der var sågar et lille loppemarked med salg af bla. legetøj. Så der var absolut noget for enhver smag. Kafeen var selvfølgelig også åben, så det var muligt at få lidt at styrke sig på; det benyttede mange sig af. Traditionen tro gav Belmont-koret koncert. Kort sagt, alt var som det plejede at være til julemarkedet - og det er i grunden ikke så ringe. Mange har ydet en meget stor indsats og haft mange lange dage for at gøre julemarkedet vellykket. Det skal I have tusind tak for.

fredag den 23. december 2011

Uddeling af julehjælp

I dag var det blevet tid til uddeling af julehjælp. Sidste år blev der uddelt ca. 55 pakker, men i år er det lykkedes at skaffe midler til 130. Uddelingen foregik fra kirkens café under hyggelige former. Der var mulighed for at få en kop kaffe og et stykke kage og en hyggelig snak. En gruppe mennesker her i kirken har stået for det praktiske arbejde og har ydet en stor indsats. Tusind tak for det. Også en stor tak til sponsorer og bidragsydere og til Roskilde Kommune for samarbejdet. Alle ønskes en glædelig jul. (PS: billedet her er fra sidste år).

søndag den 18. december 2011

Julefest

Søndag eftermiddag havde vi julefest i kirken, og den var tilrettelagt med børnene som primær målgruppe. Der var nogle smukke sange, og Magnus og dukken Viktor mindede os morsomt om, hvad julen handler om. Der var også et skægt krybbespil, som involverede alle tilstedeværende. Højdepunktet var dog at danse om juletræet. Det er der normalt mange, der vil være med til, så i år foregik det inddelt i hold. Der var også boogie-woogie og "Nu det jul igen-optog" gennem hele bygningen; og sidst men ikke mindst: godteposer til børnene. Bagefter kunne man så hygge sig i caféen med kaffe, frugt og klejner.

onsdag den 14. december 2011

Jul i tekst og tone

I dag havde vi "Jul i tekst og tone". Det kan beskrives som vores pendant til folkekirkens "9 læsninger", som er blevet populære i de seneste år. Fra Det Gamle og Det Nye Testamente læstes ni tekststykker, der alle peger frem mod Jesus Kristus. Teksterne blev læst af forskellige medlemmer af menigheden. Mellem læsningerne blev nogle af de kendte, gamle salmer sunget. Traditionen tro stod Dorte Zielke og Søren Johannsen for musikken, og det garanterer en høj kvalitet. Det var en dejlig, stemningsfuld stund.

fredag den 9. december 2011

Christmas Celebration

Det var en mørk og stormfuld aften - fredag. Men i Roskilde Baptistkirke var der lys og varme, og der var inviteret til Christmas Celebration. Det henvendte sig måske primært til de unge, men alle var naturligvis velkomne. Med moderne, rytmiske lovsange, spillet af dygtige unge musikere, blev Jesus Kristus tilbedt - og det er jo ham julen drejer sig om. Der var også mulighed for at slappe af i caféen med hyggesnak eller en omgang bordfodbold.

tirsdag den 22. november 2011

Forberedelserne er i gang

Forberedelserne til årets julemarked er i fuld gang, og har været det længe. Som det ses, er der travlhed med at fremstille adventskranse og juledekorationer, både til indendørs og udendørsbrug. Der er brugt mange timer og ydet en stor indsats på at lave de mange flotte ting, så velkommen til julemarked på lørdag fra 10.00 til 14.00. Der vil være et bredt sortiment af fine juleting og tillige mulighed for at høre Belmont-koret synge. Der bliver også mulighed for at få en kop kaffe i kirkens café.

mandag den 21. november 2011

En værdig jul

Mere end 330.000 danskere lever i dag under OECDs fattigdomsgrænse og mere end 50.000 børn lever i fattige familier. Roskilde Julehjælp er et samarbejde mellem Roskilde Baptistkirke og Roskilde Kommune, hvor målet er at hjælpe 200 familier denne jul. Hjælpen består af en pakke med mad, slik og små gaver. Hvis du vil hjæpe, vil vi være taknemmelige for et bidrag. Det kan indbetales på: reg.nr. 2283 konto.nr. 68 77 534 985 (Nordea). Hvis du vil vide mere så kontakt: roskildejulehjaelp@baptistkirke.dk eller tlf. 4058 3823.

lørdag den 19. november 2011

Julen nærmer sig

Der er rig lejlighed til at besøge Roskilde Baptistkirke i den kommende tid. Julen nærmer sig nemlig, og det betyder, at der sker en masse i kirken. Og der er noget for alle aldersklasser. Lørdag 26. november er der feks. julemarked, hvor der kan købes julepynt, adventskranse og meget mere. Alt det kan du læse mere om i folderen, som kan fås i kirken. Du er også velkommen til at kontakte kirken på cb@rbknet.dk eller frpr@mail.dk.

torsdag den 23. december 2010

Et barn er født i Bethlehem

I dag et lidet barn er fød
til bod for verdens synd og nød;
det er den Herre Jesus Krist,
som frelse bringer os for vist.

Med disse ord fra en gammel salme ønskes alle en rigtig glædelig jul.

søndag den 19. december 2010

Julepakkerne er klar

En gruppe personer her i kirken har i efteråret arbejdet med at skaffe penge og varer til årets julepakker. Roskilde kommune har været behjælpelig med at finde personer, som skal modtage pakkerne. I dag blev der lagt sidste hånd på arbejdet med at pakke. På billedet ses lidt af det, pakkerne indeholder, men der er også kød og alle får også en julegave. I år uddeles der 56 pakker; det er flot. Mange har givet et bidrag, og til gospelkoncerterne tidligere på måneden blev der også indsamlet en hel del. Tak til alle, der har givet og også stort tak til dem, der tog sig af det praktiske.

Julefest - dans om juletræet

I dag var der mulighed for at få lidt motion i kirken - der skulle danses om juletræet. Der var lige akkurat plads. Men dagens julefest var mere end det; der var et alsidigt program med noget for enhver. Der var konkurrence om dyrelyde med deltagere fra alle aldersklasser og julegodter til børnene. Vi fik også en række af de traditionelle julesange og -salmer, så det var en dejlig julefest. De to mødeværter - Ole og Magnus - tilhører hver deres generation, men beviste på fineste vis, at generationskløften ikke er så dyb, som nogen hævder.

Julefest - 4. kapitel i adventsspillet

I dag er det 4. søndag i advent, så vi var nået til adventsspillets finale. Heldigvis gik alt som det skulle: vismændene nåede frem til Bethlehem med hyrdernes og de friske drenges hjælp. Maria og Josef var der omgivet af engle og sammen med den lille nye. Jo, det var det rigtige barn. Tak til alle, der har deltaget i adventsspillet, ikke mindst Inge Bækgaard, som stod for ide og manuskript.

onsdag den 15. december 2010

Julen i tekst og tone

Onsdag eftermiddag var det tid til "Julen i tekst og tone". Caféen åbnede kl. 15.00, hvor de ca. 60 gæster kunne nyde en forfriskning inden den mere alvorlige del af dagen. Det er efterhånden en tradition, at Dorthe og Søren kommer og spiller en dag op til jul. De er jo fantastisk dygtige, og det er altid en fryd at lytte til dem, så det blev en god og smuk stund.