fredag den 23. december 2011

Uddeling af julehjælp

I dag var det blevet tid til uddeling af julehjælp. Sidste år blev der uddelt ca. 55 pakker, men i år er det lykkedes at skaffe midler til 130. Uddelingen foregik fra kirkens café under hyggelige former. Der var mulighed for at få en kop kaffe og et stykke kage og en hyggelig snak. En gruppe mennesker her i kirken har stået for det praktiske arbejde og har ydet en stor indsats. Tusind tak for det. Også en stor tak til sponsorer og bidragsydere og til Roskilde Kommune for samarbejdet. Alle ønskes en glædelig jul. (PS: billedet her er fra sidste år).

søndag den 18. december 2011

Julefest

Søndag eftermiddag havde vi julefest i kirken, og den var tilrettelagt med børnene som primær målgruppe. Der var nogle smukke sange, og Magnus og dukken Viktor mindede os morsomt om, hvad julen handler om. Der var også et skægt krybbespil, som involverede alle tilstedeværende. Højdepunktet var dog at danse om juletræet. Det er der normalt mange, der vil være med til, så i år foregik det inddelt i hold. Der var også boogie-woogie og "Nu det jul igen-optog" gennem hele bygningen; og sidst men ikke mindst: godteposer til børnene. Bagefter kunne man så hygge sig i caféen med kaffe, frugt og klejner.

onsdag den 14. december 2011

Jul i tekst og tone

I dag havde vi "Jul i tekst og tone". Det kan beskrives som vores pendant til folkekirkens "9 læsninger", som er blevet populære i de seneste år. Fra Det Gamle og Det Nye Testamente læstes ni tekststykker, der alle peger frem mod Jesus Kristus. Teksterne blev læst af forskellige medlemmer af menigheden. Mellem læsningerne blev nogle af de kendte, gamle salmer sunget. Traditionen tro stod Dorte Zielke og Søren Johannsen for musikken, og det garanterer en høj kvalitet. Det var en dejlig, stemningsfuld stund.

fredag den 9. december 2011

Christmas Celebration

Det var en mørk og stormfuld aften - fredag. Men i Roskilde Baptistkirke var der lys og varme, og der var inviteret til Christmas Celebration. Det henvendte sig måske primært til de unge, men alle var naturligvis velkomne. Med moderne, rytmiske lovsange, spillet af dygtige unge musikere, blev Jesus Kristus tilbedt - og det er jo ham julen drejer sig om. Der var også mulighed for at slappe af i caféen med hyggesnak eller en omgang bordfodbold.

tirsdag den 6. december 2011

Fantastisk gospel

Mandag aften fandt den første af to julekoncerter med Roskilde Gospel Choir sted. Det var atter en stor succes. En fyldt kirke hørte et veloplagt og fokuseret kor under ledelse af Anders Butenko-Nielsen synge så taget løftede sig. Der var både hurtige og nogle mere stille sange; og en fællessang blev det også til. Denne gang havde der sågar sneget sig en sang med latin-amerikanske rytmer ind. En sæson er kun godt tre måneder, og selv om der er mange, der har sunget i koret længe, fortjener Anders stor ros og anerkendelse for sine resultater med koret. Har du ikke hørt Roskilde Gospel Choir før, eller kan du bare ikke få nok, er der mulighed for at høre dem igen tirsdag 6. december kl. 19.30 her i kirken.

onsdag den 30. november 2011

Hjælp til hjælp

I dagens udgave af Roskilde Avis kan man læse, at fem foretagender har fået en hjælpende hånd af Nordea til julehjælp. Et af dem er Roskilde Baptistkirkes julehjælp, som, repræsenteret ved Rita Daugaard, modtog 3000,- Kr. Vi siger tak for hjælpen og for den anerkendelse af kirkens arbejde, der ligger i den. Har du lyst og mulighed for at hjælpe, er vi stadig taknemmelige for ethvert bidrag. Det kan indbetales på konto: reg.nr. 2283, konto nr. 68 77 534 985.

tirsdag den 22. november 2011

Forberedelserne er i gang

Forberedelserne til årets julemarked er i fuld gang, og har været det længe. Som det ses, er der travlhed med at fremstille adventskranse og juledekorationer, både til indendørs og udendørsbrug. Der er brugt mange timer og ydet en stor indsats på at lave de mange flotte ting, så velkommen til julemarked på lørdag fra 10.00 til 14.00. Der vil være et bredt sortiment af fine juleting og tillige mulighed for at høre Belmont-koret synge. Der bliver også mulighed for at få en kop kaffe i kirkens café.

mandag den 21. november 2011

En værdig jul

Mere end 330.000 danskere lever i dag under OECDs fattigdomsgrænse og mere end 50.000 børn lever i fattige familier. Roskilde Julehjælp er et samarbejde mellem Roskilde Baptistkirke og Roskilde Kommune, hvor målet er at hjælpe 200 familier denne jul. Hjælpen består af en pakke med mad, slik og små gaver. Hvis du vil hjæpe, vil vi være taknemmelige for et bidrag. Det kan indbetales på: reg.nr. 2283 konto.nr. 68 77 534 985 (Nordea). Hvis du vil vide mere så kontakt: roskildejulehjaelp@baptistkirke.dk eller tlf. 4058 3823.

lørdag den 19. november 2011

Julen nærmer sig

Der er rig lejlighed til at besøge Roskilde Baptistkirke i den kommende tid. Julen nærmer sig nemlig, og det betyder, at der sker en masse i kirken. Og der er noget for alle aldersklasser. Lørdag 26. november er der feks. julemarked, hvor der kan købes julepynt, adventskranse og meget mere. Alt det kan du læse mere om i folderen, som kan fås i kirken. Du er også velkommen til at kontakte kirken på cb@rbknet.dk eller frpr@mail.dk.

søndag den 13. november 2011

Gospelgudstjeneste

Denne søndag var endnu en god anledning til at gå til gudstjeneste i Roskilde Baptistkirke, og det benyttede mange sig af. I dag sang Roskilde Gospel Choir, som holder til her. Eller rettere: noget af koret sang, for det består af over 300 sangere, og skulle de alle have været der, havde der ikke været ret meget plads til de normale kirkegængere. Som sædvanlig når koret synger, var der gang i den - både ved de sange koret sang alene og ved fællessangene. Der bliver snart lejlighed til at høre koret igen, idet der er julekoncert mandag 5. og tirsdag 6. december. Det kan du læse mere om her.

onsdag den 9. november 2011

Onsdagsgudstjeneste

Efter Henrik Fribergs ansættelse er der blevet mulighed for ind imellem at holde en gudstjeneste onsdag eftermiddag, og i dag var første gang. Gudstjenesterne holdes under navnet Jakobsgudstjeneste med reference til Jakob i Bibelens 1. Mosebog. Det foregår afslappet og roligt med god tid til stille bøn og refleksion. Der er læsninger fra Bibelen, salmer og en god prædiken. Belysningen er dæmpet, og der er mulighed for at tænde et lys; i det hele taget er det en god mulighed for at samle tankerne. Næste gang er onsdag 23. november kl. 16.30, og det kan varmt anbefales at deltage, hvis du har mulighed for det.

fredag den 4. november 2011

Et etisk dilemma? Spændende café-aften

Aftenens café-møde med professor Peter Øhrstrøm handlede om fosterdiagnostik, genteknologi og kloning, og ikke mindst de etiske aspekter ved det. Som mangeårigt medlem af Etisk Råd har Peter Øhrstrøm haft disse emner tæt inde på livet. Da kunstig befrugtning blev mulig, opdagede man hurtigt, at det medførte nogle etiske problemer. Teknologiens udvikling på området har kun gjort de etiske problemer større. Et ofte nævnt eksempel er, at det er muligt at opdage Downs syndrom tidligt i graviditeten, så der i dag fødes mange færre børn med den sygdom end tidligere. Er det godt eller skidt? Det var en spændende aften om et svært og spændingsfyldt emne. Der var absolut stof til eftertanke.

Det er blevet lettere....

Det er nu blevet lettere at skrive kommentarer til indlæg på bloggen. Man skal ikke længere have en Google-konto eller OpenID, men kan skrive frit. Alle kommentarer skal dog godkendes af redaktøren inden de bringes. Reglerne er enkle: anstændigt sprog og ingen personlig kritik. Anonyme kommentarer kan bringes, men det ses helst, at man opgiver sit navn. Har du et vidnesbyrd eller et opmuntrende ord, du synes andre kan have glæde af, er du velkommen til at skrive til frpr@mail.dk.

onsdag den 26. oktober 2011

Der er brug for hjælp

Julen nærmer sig; det har forretningerne opdaget. Og som bekendt: julen varer længe, koster mange penge - penge som mange ikke har. Her i kirken har vi i en årrække uddelt julepakker med bla. mad og juleknas, og det gør vi også i år. Målet er at kunne uddele 200 pakker, så vi har brug for hjælp. Hvis du har lyst og mulighed for at støtte dette gode formål, kan du indbetale en gave på: regnr. 2283, kontonr. 68 77 534 985. Ethvert bidrag modtages med taknemmelighed. Hvis du vil have mere information, så kontakt rita.daugaard@gmail.com

søndag den 23. oktober 2011

Besøg fra International City Baptist Church

I dag havde vi besøg fra International City Baptist Church fra Hvidovre. Kirken har ca. 200 medlemmer, hovedsaglig afrikanere, og ønsker at oprette afdelinger andre steder. Således er der en afdeling i Oslo, og kirken har også startet et arbejde i Randers. Præst Tony Acheampong prædikede, og han talte bla. om kirkens enhed. Kirken består af mennesker, ikke bygninger, og det er vigtigt, man har en lokal kirke at komme i, for det er der, man udvikler sig. Men man skal også se ud over det lokale, på den universelle kirke. Alle uanset farve, race eller trosretning er vi en del af Guds kirke, og Tony understregede vigtigheden af enhed; at vi er én kirke. Dagens gode og inspirerende lovsang stod International City Baptist Church også for. Tak for en god gudstjeneste. Du kan læse mere om kirken her.

søndag den 9. oktober 2011

Reception med afrikanske specialiteter

Efter gudstjenesten i dag var der reception i anledning af Henrik Fribergs indsættelse. Her kunne man bla. købe lækre, afrikanske specialiteter. Et af kirkens medlemmer er med i projektet "Afrikanere hjælper afrikanere", og herboende afrikanere har taget initiativ til et støtte-event til fordel for de sultende på Afrikas horn. Dagens reception var en god anledning, til at støtte dette gode formål. En stor tak til initiativtagerne og køkkenholdet. "Afrikanere hjælper afrikanere" samarbejder med den katolske kirkes hjælpeorganisation, Caritas, som du kan læse mere om her.

Henrik Friberg indsat som assisterende præst

Roskilde Baptistkirke har i flere år haft et godt og frugtbart samarbejde med Roskilde Frikirke, og nu er båndene blevet tættere. Frikirkens præst Henrik Friberg er nemlig blevet ansat som assisterende præst på deltid hos os. Det fejredes i dag ved en fælles gudstjeneste, hvor der blev bedt for Henrik og hans kone, Hanne og Henriks tjeneste her. Kirken var fyldt, og kirkegængerne fik en dejlig gudstjeneste med en masse god musik og en god prædiken.

lørdag den 8. oktober 2011

Deeper Level - forrygende gospel workshop

I dag var der gospel worshop her i kirken under navnet Deeper Level. Cirka 140 sangere blev undervist dygtigt og inspirerende af Anders Butenko-Nielsen, som også leder vores gospel kor, Roskilde Gospel Choir. Anders fik kompetent hjælp af den fremragende sangerinde Nina Luna. Dagen sluttede med en celebration; en intern koncert for deltagerne. Men inden da havde der været god tid til at øve sangene. Og der blev sunget så taget næsten lettede, for at synge gospel giver simpelthen livsglæde. Der var selvfølgelig også god tid til at hygge og snakke med hinanden, så det var en fantastisk dag.

fredag den 30. september 2011

Mit hellige rum - Caféaften for kvinder

Fredag aften var der caféaften for kvinder. Under overskriften "Mit hellige rum" talte Else Marie Kjerkegaard. Som ung var hun ateist, men blev senere optaget af buddhismen. På et tidspunkt blev hun klar over, at hun måtte forsone sig med fortiden og den religion, hun var vokset op med. Gennem kristen meditation opdagede hun, at kristendommen betød mere for hende, end hun havde troet. Else Marie Kjerkegaard mener, der skal mere krop ind i kristendommen, og til det kan vi hente inspiration i den østlige spirituelle tradition. Det kan virke lidt fremmed for nogle, men det blev en spændende og inspirerende aften. Du kan lære meget mere her.

søndag den 25. september 2011

Kvindenetværkets Letlandshjælp

Det lokale kvindenetværk, det som tidligere hed kvindekredsen, pakkede i torsdags en hel masse ting til hjælpearbejde i Letland. I morgen sendes det afsted til baptistkirker i Letland, og disse vil så fordele efter behov. Og behov er der; Letland er hårdt ramt af finanskrisen, så hjælpen fra Danmark er meget velkommen. Kvindenetværket har også afleveret børnetøj, cykler og meget andet til asylcentret i Avnstrup.

fredag den 23. september 2011

IKON i natkirken

To gange om måneden er der natkirke fra 20.00 til 23.00 i Roskilde Domkirke. Det er helt anderledes end en normal gudstjeneste og tiltrækker også folk, der normalt ikke går i kirke. Der er ofte et tema, og i dag var det Ungenatkirke. Der var dog ingen aldersbegrænsning. Musikken stod vores dygtige unge musikere i bandet IKON for. Det var nogle helt andre omgivelser end dem, de normalt spiller i, men de syntes, det var spændende, og sangstemmerne kommer rigtigt til sin ret i kirkerummet. Men det er næppe tit, man hører god, rytmisk lovsang i domkirken.

torsdag den 15. september 2011

Koncert med Michala Petri og Lars Hannibal

I dag var kirken ramme om en koncert med de internationalt anerkendte musikere Micala Petri og Lars Hannibal. Koncerten var et led i deres 20-års-jubilæums-turne. Publikum fik en stor oplevelse med et alsidigt program. Der var bla. tango-inspireret og kinesisk-inspireret musik, og Micala Petri og Lars Hannibal fortalte også om instrumenternes historie. At de også var meget veloplagte, gjorde kun koncerten endnu bedre; fremragende er de jo altid. Kirkerummets udformning passede dem godt, så måske får vi dem at se igen. Koncerten var arrangeret af Lemian.

søndag den 11. september 2011

Gudstjeneste med gæstetaler

Ved gudstjenesten i dag havde vi besøg af Sambuh Langle, som stammer fra Myanmar (Burma). Han er 21 år og har været i Danmark i 3, og går på Skovbo Efterskole. Sambuh er kristen, men sådan har det ikke altid været. Som barn blev han skolet til at skulle være buddhistisk munk, men han mødte Jesus på sin vej. Han kom i fængsel og blev torteret, men efter en mirakuløs flugt, kom han til Danmark. Sambuhs fortælling er fængslende, men også inspirerende og opmuntrende. Du kan høre den her.

søndag den 28. august 2011

Introduktion til mønsterbrydning

Sidder du fast i en dårlig vane eller et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster? Har du ondt i livet? Så er mønsterbrydning måske noget for dig. Mønsterbrydning er en undervisningsserie baseret på 12-trinsprogrammet. Det er ikke et terapeutisk forløb, men giver redskaber til selvhjælp. Der er introduktionsaften torsdag 1. september kl. 19.00 - 21.00 i Roskilde Baptistkirke. For yderligere information kontakt Erik Kristiansen på erik.roskilde@gmail.com eller se mere her.

Emmanuel Community Center

I foråret samlede Roskilde Baptistkirke ind til et community center på børnehjemmet Emmanuel i Honduras, og byggeriet gik hurtigt i gang. Centeret skal være et led i at lette børnenes overgang fra en tilværelse på børnehjemmet til en udenfor. Og nu er det her; der var indvielsesfest i går, bla. med deltagelse af repræsentanter fra kirker i lokalområdet. Formentlig og forhåbentlig bliver centeret til glæde for både børnehjemmet og samfundet.

mandag den 22. august 2011

Inspirerende gudstjeneste

Søndagens gudstjeneste var en såkaldt musikgudstjeneste, så musikken var selvfølgelig et fremtrædende element. Vi fik et bredt udvalg af nye sange og ældre salmer, så der var noget for enhver smag. Musikken var delt op, så den afspejlede alle aspekter af Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd. Til slut optrådte Børnekirken med et par friske sange; atter en dejlig gudstjeneste. I de seneste måneder har flere former for gudstjeneste, bla. debatgudstjeneste, været afprøvet. Det har givet en stor alsidighed, og har været spændende, inspirerende og berigende. Alle, der har været med til at planlægge og afvikle gudstjenesterne, fortjener stor ros og tak for indsatsen.

søndag den 21. august 2011

Aglow - tværkirkeligt møde

Aglow er en international tværkirkelig organisation, som også har en del afdelinger i Danmark. Organisationen er mest for kvinder, men der er dog også et par afdelinger for mænd. Lørdag holdt Roskilde-afdelingen deres månedlige møde her i kirken. Pernille Liland fra Impact Church, Roskilde talte over temaet "Et profetisk folk", og der var også god tid til lovsang lovsang, bøn og tilbedelse. Cirka 70 deltagere, heraf en håndfuld mænd, havde en dejlig dag i godt selskab. Du kan læse mere om Aglow her.

tirsdag den 9. august 2011

Genoplev missionsstævnet

Baptistkirkens missionsstævne, der fandt sted fra 17. til 23. juli, kan nu opleves eller genopleves, idet der er blevet fremstillet fire DVD'er med blandet indhold og af varierende længde. Af lokal interesse for os her i Roskilde Baptistkirke er nok et indslag på DVD 4 med bandet IKON, som vi efterhånden kender godt. Klik her, hvis du vil vide mere.

fredag den 5. august 2011

Sidste sommergrill i år - med en overraskelse

Grillaften hver fredag i sommerferieperioden er blevet en god tradition, og i aften var sidste gang for i år. Vanen tro blev det holdt i præstehaven, og denne gang var der også deltagere fra vores gode venner Vineyard og Roskilde Frikirke. Da vejret ikke var alt for venligt, blev kaffen og kagen nydt i caféen, og her var der en dejlig overraskelse, idet Cecilie fra Frikirken sang og spillede nogle smukke sange for os. Det var det eneste tidspunkt, hvor der var stille, for ellers gik snakken livligt, så det var en god aften med hyggefaktoren helt i top.

fredag den 22. juli 2011

Claus talte og IKON spillede

Torsdagens program på missionstævnet havde et kraftigt Roskilde-islæt. Til formiddagsmødet talte Claus Bækgaard om "Den vigtige prioritering - om at eje, forvalte og leve uden bekymring" Udgangspunktet var ligesom på de øvrige formiddagsmøder bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet. Claus talte levende og engageret, og hans indlæg var inspirerende og vakte til eftertanke - ikke mindst spørgsmålet: hvad er vigtigt for dig; hvad bruger du din tid på. Torsdag aften var "vores" dygtige band IKON på scenen, hvor de spillede de fire sange fra den CD, de udgav sidste efterår. Og det gjorde de godt; afslappet men kompetent, præcist og med indlevelse. IKON spiller igen fredag aften.

torsdag den 21. juli 2011

Det sociale midtpunkt

Traditionen tro er der en stor gruppe fra Roskilde Baptistkirke på missionsstævnet, i år ca. 50 personer. Og den store pavillion på Roskildegade er som altid det sociale midtpunkt. Her mødes man og snakkker og hygger sig og drikker kaffe. Meget kaffe, hele tiden... ser det ud til. Også campingområdets brandvagter har fundet ud af, at her er godt at være, når de er ude om natten. I år er der kommet nye rispapirlamper, så belysningen er lidt hyggeligere end før. Så mangler vi bare varme og rindende vand.

onsdag den 20. juli 2011

Missionsstævne 2011

Årets missionsstævne i Mariager er i gang med ca. 950 deltagere. Årets tema er "Jorden er fuld af Guds herlighed". Vejret er blandet dansk sommer, men stemningen er i top. Programmet er omfattende med noget for alle aldersgrupper. Om formiddagen er der undervisning, og her er et af emnerne (for de voksne) bjergprædikenen; spændende. Eftermiddagen er forbeholdt forbundsmøder og aktiviteter af mere rekreativ karakter, feks. mountainbike-løb i Rebild.
Om aftenen er der igen møder. Undervisningen har indtil nu været af høj kvalitet med spændende og engagerede taler, som har noget på hjerte. Det lover godt for resten af ugen.

mandag den 11. juli 2011

Netkirken - inspiration på nettet

Der sker jo ikke så meget i vores kirke her i ferietiden, så hvis du savner en god prædiken eller anden inspiration, kan du feks. besøge Netkirken.dk. Denne hjemmeside er et samarbejde mellem flere frikirker, bla. Roskilde Baptistkirke. Tjansen som net-præst går på skift, så en gang imellem har Ole eller Claus Bækgaard herfra den, og der er også nogle af deres prædikener. Siden er omfattende, men overskueligt og enkelt opbygget, og der er meget godt at læse; man kan endda få forbøn. Det kan varmt anbefales at besøge netkirken.dk.

søndag den 26. juni 2011

Gospelgudstjeneste

I dag havde vi musikgudstjeneste med besøg af Claes Wegener, som vi efterhånden kender ganske godt. Han havde sit kor Conquerors med og de sang gospelsalmer for os. Gospelsalmer kan kort beskrives som nyt liv i gamle salmer. Spændende og oplivende. Teksterne er de samme men musikken er rytmisk og svingende. Der var både hurtige og mere stille numre; af sidste slags var feks. en smukt nyfortolket "Altid frejdig når du går" Koret og Claes var aldeles fremragende, og glæden ved at synge lyste ud af dem, så det var en stor oplevelse at høre dem. Salmerne udgives på CD til efteråret, men du kan allerede nu få en smagsprøve her.

mandag den 13. juni 2011

Pinse - og indsættelse af nyt menighedsråd

Pinsen 2011 nærmer sig sin afslutning. Denne højtid, som markerer kirkens fødsel, har ikke så klar en profil som jul og påske, men mange steder gør man opmærksom på pinsen ved at holde udendørs gudstjeneste 2. pinsedag, også her i Roskilde. Det er efterhånden blevet en tradition. Pinsen er også tiden, hvor vi fejrer, at Helligånden kom over disciplene. I går søndag havde vi pinsegudstjeneste, hvor det nye menighedsråd blev indsat. Må Helligåndens kraft også være med dem i deres tjeneste. Samtidig blev der taget afsked med det gamle menighedsråd. De fik velfortjent stor ros og tak for deres store arbejde. Tusind tak for indsatsen til de "gamle" og god arbejdslyst til de "nye".

fredag den 10. juni 2011

Årets gospeloplevelse

Som mange selvfølgelig er klar over fandt årets super mega gospelfest sted i Roskilde Hallen i tirsdags 7. juni. Mere end 900 gæster havde en forrygende aften med Anders Butenko Nielsen som leder for et kæmpe, veloplagt gospelkor, og med de fremragende solister Laura Kjærgaard, Nina Luna og Claes Wegener. Det var gospel, når det var bedst. Du kan læse lidt mere her.

torsdag den 9. juni 2011

Nyt liv - i min hverdag

Så var det blevet tid til tredje og sidste undervisningsaften med Lars Due Christensen i denne omgang. Lars talte bla om Helligånden og om, hvordan Jesus ofte brugte strømmende vand som billede på Helligånden, og henviste til Ezekiel kapitel 47 og Esajas kapitel 44. Vi er skabt til at være i Helligånden. Det kan være provokerende, for hvordan kan det hænge sammen med det liv, jeg lever? Gudstjeneste og hverdag er ofte to forskellige verdener, og vi kan opleve en virkelighed, som ikke altid hænger sammen. Vi må vandre det åbne og ærlige liv; vi er magtesløse uden Gud, men også uden hinanden. Lars underviser roligt og kompetent, slagkraftigt og tankevækkende, så forhåbentlig får vi lov til at høre ham en anden gang.

søndag den 5. juni 2011

Gudstjeneste med besøg fra Mariager Højskole

I dag ved gudstjenesten havde vi besøg af en gruppe unge fra pinsebevægelsens Mariager Højskole. Bla var der nogle dygtige musikere, der fremragende spillede et par sange og senere ledte os i et par lovsange. Der blev også vist en reklamevideo, kan man vist godt tillade sig at kalde det, der gav os nogle gode argumenter for at tage på højskole. Lærer Jakob Vagner fortalte lidt om højskolen, og efter gudstjenesten kunne man selv skaffe sig mere information, enten ved at snakke med de unge fra højskolen eller læse dens brochurer. Mariager Højskole er ikke ukendt for baptister, bla er det der det årlige missionsstævne holdes.

Grundlovsdag og kirken

I dag er det grundlovsdag. Og hvad har det så med baptistkirken at gøre, kunne man spørge. Jo, med grundloven fra 1849 fik vi religionsfrihed i Danmark, og det blev derfor muligt for troende med en anden overbevisning end den evangelisk-lutherske statskirkes frit at praktiske deres tro. Det kom også baptisterne til gode. Myndighedernes forfølgelser, bla tvangsdåb af børn, blev nu ulovlige og ophørte. I 1953 blev Baptistkirken i Danmark et anerkendt trossamfund, hvilket indebærer nogle juridiske fordele, bla vielsesmyndighed og ret til at føre kirkebøger. Større accept fra myndighederne kan trossamfund udenfor folkekirken ikke opnå. Vi har god grund til at fejre grundloven, ikke mindst fordi den er vores demokratiske samfunds fundament.

lørdag den 4. juni 2011

WaterWalk for sidste gang

Alting har en tid, også WaterWalk, og nu er den tid desværre slut. Gennem en årrække har der været WaterWalk for de unge første lørdag hver måned, og det har samlet rigtig mange fra forskellige kirker. I dag var sidste gang, så der blev gjort lidt ekstra ud af det. Udover en masse god lovsang og en god tale, blev der også tændt op i grillen (udenfor!), og da vejret viste sig fra sin bedste side, var der rig mulighed for samvær og hygge. Mange har haft nogle gode aftener til WaterWalk i årene, der er gået, så forhåbentlig kommer der noget andet godt for de unge. Der skal lyde en stor tak til musikere, medarbejdere og initiativtagere for indsatsen.

torsdag den 26. maj 2011

Menighedsmøde

Torsdag aften var der menighedsmøde, og det vigtigste punkt var valget af det nye menighedsråd. Jan Johannsen fortsætter som formand, og som næstformand valgtes Ulla Kusk. Koordinatorer med ansvar for hver deres område blev: Jens Fromsejer, Celina Christensen, Lars Mortensen, Ulla H. Nielsen og Rita Daugaard. Tillykke med valget og held og lykke med arbejdet. Det nye menighedsråd indsættes ved gudstjenesten 12. juni. Samtidig er der nogle, der forlader menighedsrådsarbejdet, og de skal have stor stor tak for indsatsen. Vi fik også ny kirkeværge, og det blev Leif Maigaard, som også har ydet en stor indsats for kirken i mange år; den bliver nok ikke mindre med den nye tjeneste. Leif overtager posten efter Keld Pilgaard, som også får en stor tak for mange års fornem indsats. Nu skal det nye menighedsråd i "arbejdstøjet", så det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer.

torsdag den 19. maj 2011

Årets udflugt for seniorer

Årets udflugt for seniorer gik denne gang til København. De ca. 45 deltagere startede med at se Ørestaden, og herefter fortsattes til Christians Kirke, hvor der var rundvisning. Kirkens organist Søren Johannsen og hans kone Dorthe Zielke gav et par numre for orgel og trompet. Så besøgtes Frihedsmuseet. I samme nabolag ligger Gefion-springvandet, så det blev også besøgt. Det gjorde også den flotte engelske kirke, St. Albans, som vel i byggestil er den eneste af sin art i Danmark. Turen sluttede med kaffe på Dragør Fort, som nu er hotel. Det ses, at det var et omfattende program, og alle havde en dejlig dag med masser af indtryk.

onsdag den 18. maj 2011

C.A.R. i Kristeligt Dagblad

Som bekendt vandt C.A.R. sidste sommer Kristeligt Dagblads initiativpris. I dagens avis er der en opfølgende artikel, der beskriver lidt af, hvad der er sket siden. Hvis du har lyst til at læse artiklen, men ikke har papiravisen, kan du læse den på nettet. Prøv at klikke her.

søndag den 15. maj 2011

Forrygende koncert med Die Herren

Baptistkirken var lørdag aften ramme om en fantastisk koncert med Die Herren. Bandet er et efterligningsorkester, der spiller sange af det irske rockband U2. U2 er blevet kaldt verdens største kristne band, for mange af deres sange har et klart kristent indhold, og tre af de fire medlemmer er bekendende kristne. Det gælder også for Die Herren, som er blevet kaldt verdens bedste efterligningsorkester eller kopiband, som de også kaldes. De spiller i hvert fald godt og med en energisk og engageret indsats skabte de en forrygende koncert. Stor tak til bandet for en god aften, og også stor tak til arrangøren Lemian. Du kan læse mere om Die Herren her og bla. se, at de spiller i Roskilde igen den 3. september.

lørdag den 14. maj 2011

Kvinde - hvad er du værd?

Fra vor udsendte medarbejder har vi modtaget: "Caféen var fyldt, da der fredag aften var kvindemøde med psykolog Suh Jacobsen. Emnet var kvinders selvværd - eller mangel på samme. Suh talte inspirerende om de forskellige roller, kvinder er i, og deres behov for at blive bestyrket i, at de er noget værd. Her har mænd en opgave med at blive bedre til at vise, at de værdsætter det, deres koner / kærester gør. Suh sagde også, at kvinden er kronen på værket; først med hende var skaberværket fuldendt. Det var en god og hyggelig aften i godt selskab" Og mændene? Ja, de passede børn og grillede; forhåbentlig huskede de at tage opvasken. Læs mere om Suh Jacobsen her.

tirsdag den 10. maj 2011

Kirkens hjemmeside

Hvis du uden held har forsøgt at komme på kirkens hjemmeside, er det ikke din computer, der er noget galt med. På grund af nogle omlægninger er hjemmesiden ikke tilgængelig i øjeblikket, men der arbejdes på sagen. Det er nok snart i orden igen.

Nødhjælp til Burundi

I går og i dag har damer fra Kvindekredsen sorteret og pakket tøj til nødhjælp. Noget af tøjet er overskud fra et loppemarked i Svogerslev. 35 store flyttekasser bliver det til denne gang, og på fredag sendes det afsted sammen med hjælp fra andre menigheder. Senere på året skal der så sendes en ladning afsted til Letland. Mange kender måske ikke til dette meningsfulde og store arbejde, som kvindekredsen udfører et par gange om året, og som er en markant del af kirkens sociale profil. Tusind tak til Kvindekredsen for indsatsen.

lørdag den 7. maj 2011

Arbejdsdag i kirken

I dag fandt forårets arbejdsdag sted, og da det var skønt vejr, blev det selvfølgelig udendørs opgaver, der blevet taget fat på. Der blev bla. pudset vinduer og fjernet græs og ukrudt fra flisearealerne. De udendørs bænke og borde fik også en ordentlig omgang; de blev gjort rene og træbænkene og -bordene blev malet, hvilket pyntede gevaldigt. Det hele startede som sædvanlig med morgenmad, og undervejs var der også tid til at snakke og hygge; det skal der jo være.

fredag den 6. maj 2011

Nyt liv i relationer

Så blev det tid til anden del af undervisningsforløbet med Lars Due-Christensen, og denne gang handlede det om relationer og fællesskabet. Lars var igen veloplagt og inspirerende, og hovedfokus denne aften var på fællesskabet. Fællesskabet kan være en udfordring; en gang imellem bliver man såret, krænket eller skuffet, men fællesskabet er simpelthen nøglen til hinandens glæde. I fællesskabet bliver Kristus vores liv. Lars talte bla. også om åndelige øvelser som en metode til at få troen fra hovedet ned i hjertet. Hele undervisningen blev optaget, så der bliver mulighed for at høre den igen. Det kan anbefales.