søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent

Advent kommer fra det latinske adventus Domini - Herrens komme. Adventstiden var oprindelig tænkt som en faste- og bodstid, hvor man forbereder sig åndeligt på fejringen af Jesu fødsel. Første søndag i advent er også starten på kirkeåret, så derfor synger vi "Vær velkommen Herrens år". Adventsdekorationens første lys tændtes med ild fra Fredslyset, hvis flamme oprindeligt kommer fra Fødselskirken i Bethlehem. Og så var der premiere på årets adventsspil - følg med de kommende søndage.

lørdag den 27. november 2010

Julemarked - og sne

Det traditionelle julemarked fandt sted i dag, og der var et stort og varieret udvalg af flotte juleting, man kunne købe. Det sås tydeligt, at der var gjort en stor indsats op til dagen. Mange mener, at julehygge og sne hører sammen; de kunne ikke ønske sig mere. Desværre betød den megen sne, at koncerten med Belmont-koret måtte aflyses; mange af sangerne var ikke kommet frem, og det smittede vist også af på omsætningen. Efter gudstjenesten i morgen den 28. er der mulighed for at købe "rester". Tak til alle der har arbejdet for at gøre dagen til en succes.

søndag den 21. november 2010

Gudstjeneste med Ole Lundegaard

I dag havde vi besøg af Ole Lundegaard, som har været præst i Korskirken i Herlev i de sidste seks år. Før det har han undervist præstestuderende. Ole fortalte lidt om sin tur i oktober til Burundi, hvor han underviste på baptisternes præsteskole. I sin prædiken tog han udgangspunkt i spørgsmålet: "hvorfor levede Jesus?" Ole påpegede, at evangeliet ofte koges ned til de fire påskedage, og spurgte, om meningen med Jesu liv var, at han døde. Evangeliet handler selvfølgelig både om Jesu liv og død. Tak til Ole for en god, engageret og inspirerende prædiken med en vinkel man ikke så ofte hører.

lørdag den 20. november 2010

Deeper Level - forrygende gospel workshop

Der var lagt op til en forrygende gospeldag her i kirken, og de 140 deltagere i Deeper Level blev ikke skuffede. Mange var gengangere fra tirsdagsgospelkoret, men der var også mange nye. Anders Butenko Nielsen og Claes Wegener, som vi husker fra sommerens gospelkoncerter, underviste kompetent, engageret og inspirerende, så sangerne fik lært seks nye sange. Til sidst var der celebration; en intern koncert. Alle havde en fantastisk dag.

lørdag den 13. november 2010

Nyt klap på skulderen til C.A.R.

C.A.R. med Janus i spidsen har fået endnu en offentlig anerkendelse. Efter indstilling fra borgmester Poul Lindor Nielsen uddelte Nordea 5000 Kr til hver af fem foreninger og initiativer i Roskilde, heriblandt altså C.A.R. Uddelingen foregik ved en lille højtidelighed i torsdags. Tillykke til C.A.R. og tak til Nordea og Roskilde.

Kilde: se her

tirsdag den 2. november 2010

Bøn og lovsang på tværs

I dag var der premiere på et nyt tiltag "Bøn og lovsang på tværs". Det er hensigten, at det skal foregå hver tirsdag fra kl. 15.00 - 16.00, hvor man mødes og lovsynger Gud og beder for vores by. Initiativet kommer fra Vineyard, Roskilde, men som navnet antyder, er det åbent for alle på tværs af ens kirkelige tilhørsforhold. Samarbejde mellem kirkerne er altid opmuntrende og glædeligt, så vær velkommen også her.

mandag den 1. november 2010

Baptistkvindernes internationale bededag.

Den første mandag i november fejrer baptistkvinder verden over bededag, hvilket er en mere end 50-årig tradition. Også her i kirken var der møde med deltager fra Holbæk, Ringsted, Midtsjælland og Roskilde menigheder. Elinor Quist Stig talte inspirerende over årets tema "Vandre i takt med Ånden", og der følges op på det til Lands-Inspirationsdagen i Odense lørdag den 13. november, hvor der også er deltagere fra Roskilde. Læs mere her.