søndag den 16. december 2012

Fantastisk julefest

I dag fandt den årlige julefest sted. Det var i år de unge, der havde arrangeret den, og det havde de gjort godt. Der var selvfølgelig nogle af de gode gamle julesalmer, men også mere moderne sange fremført af nogle af vores egne dygtige musikere. I dagens anledning havde vi besøg af et lovsangsband fra Skovbo Efterskole, og de gjorde det også godt. Der var selvfølgelig godter til børnene og vi fik juleevangeliet i en helt ny udgave fra Bjarne Reuters "Bogen". Sidst men ikke mindst blev der danset om det store flotte juletræ. Hvis man ikke er i julestemning efter sådan en fest, er alt håb vist ude.

søndag den 2. december 2012

Adventsgudstjeneste med dåb og nadver

Med et godt lag sne over det hele er der nok mange, der allerede var i julehumør til dagens adventsgudstjeneste. Advent betyder at vente på Herren, og det er det vi gør. Vi venter på Jesus, som er verdens lys. Det er det julen handler om. 1. søndag i advent er også starten på det nye kirkeår og kan derfor symbolisere en ny start. En ny start var det også for to kvinder, som havde valgt at lade sig døbe på deres tro på Jesus som deres Herre og Frelser. Det er altid en festdag, når nogle vælger at følge Jesus. Med dåb og nadver, en god prædiken og en masse skøn musik var det en dejlig optakt til juletiden.