søndag den 15. december 2013

Festlig julefest

I dag havde vi julefest her i kirken. Det var rigtig festligt. Det startede med, at børnene blev spurgt om nogle ting om julen; det førte til lidt hyggelig spontan børnesang. Der skulle selvfølgelig også danses om juletræet, og det blev der. Først ved tre klassiske julesange, men også ved efterfølgende sange kunne man danse om træet. En god sketch om begivenhederne ved Jesu fødsel fik vi. Den var udført som en nyhedsudsendelse med oplæser og en reporter på stedet - sjov ide. Så var det tid til en kaffepause, hvor der var ris a la mande og hele fire muligheder for at vinde en mandelgave. Efter det var der en kort andagt efterfulgt af det traditionelle løb rundt i huset, mens man synger Nu `det jul igen. Vi blev heller ikke snydt for godteposer, og som noget nyt var der også til de voksne. Det må da godt blive en tradition.