søndag den 24. april 2011

Påskegudstjeneste

Det var lunt og solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi i dag holdt påskegudstjeneste. Sådan skal det bare være, når vi fejrer Kristi opstandelse. Der var mange indslag i gudstjenesten; et sjovt power-point-show med legofigurer, hvor påsken fortaltes af børn for børn. Herefter sang Martin Dahl, akkompagneret af Kasper Kragh og Hans Sørensen, "He's alive". Meget smukt. Så var der kaffepause, som det næsten ikke var til at få folk tilbage fra. Snakken gik livligt. Bagefter prædikede Lars Lynge om opstandelsens betydning for os. Han nævnte fire punkter: nyt forhold til døden, nyt liv, nyt håb og ny tjeneste. En god prædiken med et præcist budskab. Musikken var også god, og kulminerede med den smukke salme "Din, din er æren". Jesus lever, Han er opstanden.

Kristus er opstanden

Langfredag er lidelsens og sorgens dag; Jesus led og døde på korset. Påskesøndag, derimod, er glædens dag. Kristus er opstået fra de døde; det tror vi på som kristne, og derfor er i dag en festdag. Det er lidt forskelligt, hvordan kirkerne fejrer opstandelsen. Den katolske og den ortodokse kirke holder midnatsgudstjeneste. Brødremenigheden i Christiansfeld, en af de mindre kendte kirker i Danmark, holder gudstjeneste ved solopgang, og efter liturgien i kirken fortsættes på kirkegården, Guds-ageren, hvor man mindes de døde. Så der er mange former, men fælles er, at man fejrer den kristne kirkes vigtigste begivenhed.

fredag den 15. april 2011

Påsken nærmer sig

Påsken er vel kirkens største højtid, og der er mange traditioner forbundet med den. Her i kirken er det efterhånden blevet en tradition at have et arrangement skærtorsdag aften som optakt til påsken. Og der er nok ingen bedre optakt end at mødes og fejre nadver sammen, så alle er hjerteligt velkomne.

torsdag den 14. april 2011

Et nyt liv - en ny identitet

Torsdag aften startede undervisningsforløbet med Lars Due-Christensen, som også underviste på årets menighedsweekend. Cirka 30 personer var mødt op og fik en god aften , hvor de bla. hørte Lars tale om de roller, mennesker optræder i i samspillet med andre. Der skal helst være harmoni mellem rollerne, ellers giver det problemer med vores identitet. Vi skal være ven med Gud og os selv; have Jesus-identitet, så at sige. De næste to undervisningsaftener finder sted 5. maj og 9. juni. Denne aftens undervisning kan høres her.

lørdag den 2. april 2011

En lille forårshilsen

Solen skinner og det er dejlig lunt. Selv om meteorologerne siger, det ikke holder, kan vi alligevel glæde os over det; feks med disse ord af Preben Møller fra 1948:

Herre, du, der lader våren komme,
du, der gør, at alt sig folder ud,
nu, da vint'rens mørke tid er omme
vil vi takke dig af hjertet, Gud.

Tak at dine milde hænder tændte
solens varme smil på himlen blå,
tak, det var i os, som om vi kendte
saften stige som i græssets strå

Herre, tak, du gav os vintervæde,
tak, fordi du tørred' markens muld,
tak, at overalt du er tilstede,
så vi ser en vår så underfuld.

Tak, ja tak, for vårens skønne møde,
atter vi din almagt fik at se,
tak, o Gud, for blomsterne de røde,
og for slåenhækken hvid som sne.

Herre, hjælp da os, der ofte glemmer,
når vi ser din rigdom på vor vej,
hvorved vi din herlighed fornemmer,
til i ydmyghed at takke dig.