lørdag den 29. marts 2014

Nye salmer fra dagligstuen

Fredag aften havde vi besøg af Arvid Asmussen med band. Arvid er lovsangsleder i Århus valgmenighed, og han og bandet udgav sidste år cd-en "Nye salmer fra dagligstuen" - en samling varierede og melodiske nye lovsange eller salmer, om man vil. Bandet spillede næsten alle sangene fra den nye cd, men også ældre velkendte lovsange. Arvid og hans band er nogle kompetente og engagerede musikere, så det blev en skøn aften med en masse dejlig lovsang og plads til tilbedelse. Det er nemlig det, det drejer sig om, hvilket Arvid med små taler imellem numrene understregede. Efter koncerten kunne man hygge sig i cafeen med kaffe og kage, og hvis det ikke var nok en gang nachos. Tusind tak til alle, der med deres indsats, gjorde dette til en god aften.

onsdag den 5. marts 2014

Askeonsdag - fasten indledes

I dag er det askeonsdag, som indleder 40 dages faste indtil påskedag - søndage tælles ikke med. Det er hovedsaglig den katolske kirke, der markerer askeonsdag og under messen denne dag tegner præsten et kors af aske i panden på deltagerne eller strør lidt aske i håret på dem. Faste er en gammel kristen praksis, og nævnes også flere steder i Biblen. Baptistkirken i Danmark har også et fasteforløb under navnet "På vej - med evangeliet". Det kan du læse mere om her. Måske får du lyst til at prøve.

søndag den 2. marts 2014

Årsfest og fastelavn

I dag søndag holdt kirken sin årsfest, som egentlig blot er et udvidet menighedsmøde. Det foregik under hyggelige former i kirkesalen, og startede med fælles morgenmad. Menighedsrådet evaluerede sin struktur, som blev ændret for et par år siden - hvad fungerer godt og hvad fungerer mindre godt. Der var også et oplæg til eftertanke og diskussion i grupper. Lovsangen stod de talentfulde unge musikere i Levit for. Levit er et tilbedelsesprojekt under Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, og målet er at udvikle det musikalske og kreative miljø i baptistkirkerne. Det er jo også fastelavn i dag og derfor skulle børnene slå katten af tønden. Der blev gået til den og børnene var klædt festligt ud. Ingen tvivl om at de hyggede sig.