lørdag den 30. november 2013

Julemarked - hyggeligt som altid

Kirkens traditionelle julemarked fandt sted i dag, og det var en stor succes. Markedet åbnede kl. 10.00 og folk stod nærmest i kø for at komme ind og finde de bedste ting. Der var et meget stort udvalg og mange virkeligt fine ting. Der var selvfølgelig juledekorationer, adventskranse og puder til kirkegården, men også meget kunsthåndværk og håndarbejde. Man kunne også købe bagværk, syltetøj og andre syltede ting. Spejderne havde en bod med lykkehjul, fiskedam og salg af julekalendere, ja der var sågar et lille loppemarked med salg af bla. legetøj. Så der var absolut noget for enhver smag. Kafeen var selvfølgelig også åben, så det var muligt at få lidt at styrke sig på; det benyttede mange sig af. Traditionen tro gav Belmont-koret koncert. Kort sagt, alt var som det plejede at være til julemarkedet - og det er i grunden ikke så ringe. Mange har ydet en meget stor indsats og haft mange lange dage for at gøre julemarkedet vellykket. Det skal I have tusind tak for.

Ingen kommentarer: