søndag den 18. maj 2014

Menighedslejr på Hvidekilde

Årets menighedslejr fandt sted i denne weekend. Også i år dannede Hvidekildelejren rammerne. Mere end 100 personer i alle aldre havde en skøn lejr hjulpet godt på vej af de naturskønne omgivelser, godt vejr og ikke mindst et alsidigt program. Årets underviser var Josh Menning, som underviser på Skovbo Efterskole. Han underviste levende og entusiastisk om discipelskab. Lørdag eftermiddag kunne man deltage i forskellige workshops, f.eks. "kvinde kend din bil", fotosafari eller seniorcáfe. Der var naturligvis også sørget for børnene, som blandt lærte at synge gospel. Et vigtigt element er selvfølgelig fællesskab og samvær, og det var der også rigeligt tid til.

mandag den 12. maj 2014

Roskilde Gospel Choir i Tivoli

I weekenden holdt Tivoli for 6. gang gospel festival. Roskilde Gospel Choir, som holder til her i kirken, havde fået lov til at slutte festivalen. Da korets 300 medlemmer var gået på scenen var den fyldt til randen - helt bogstaveligt. Der var kun afsat en halv time til koncerten, så det blev kun til 5 sange og et ekstranummer. Altid entusiastiske Anders Butenko, som leder koret, fik dog hurtigt skabt en festlig stemning, så den halve time gik alt for hurtigt. Sammen med koret optrådte Susanne Wiik Kalvaag, som er solist ved korets kommende forårskoncerter. Der er noget at glæde sig til.

Det levende ord - åben kirke

Bibelselskabet har 200-års jubilæum i år. I Roskilde er kirkerne gået sammen om at fejre det under navnet "Luk Bibelen op". Derfor var den normale gudstjeneste i går erstattet af arrangementet "Det levende ord - åben kirke". Her blev Bibelens ord levendegjort på mange måder og for alle aldre. Vi så en dramatiseret udlægning af Johannesevangeliets historie om kvinden grebet i hor; man kunne lave figurer i græs og der var tryllekunster, der levendegjorde Bibelens betydning for os. Man kunne også deltage i bibliolog, hvor en tekst fra Bibelen blev udlagt og diskuteret. Der var selvfølgelig også god plads til fællesskab, og blev man tørstig eller sulten stod Jesus and the juice klar i cafeen med juice og pandekager. Der var også tændt bål, så man kunne lave sine pandekager selv. Tak til arrangører og medvirkende for et godt arrangement, som havde fortjent større opbakning.