søndag den 7. oktober 2012

Børnekirken på tidsrejse

I kirken har vi også aktiviteter for børn. Tidligere kaldtes det for Søndagsskole, men det lød efterhånden lidt tungt, så i dag hedder der Børnekirke. I denne weekend har børnkirken været på tidsrejse fra lørdag til søndag - inklusiv overnatning i kirken. Ved dagens gudstjeneste fortalte de lidt om deres oplevelser. Og der havde været mange, både spændende og sjove og også lidt uhyggelige en gang imellem. Tidsrejsen kom langt omkring; fra år 3047 via år 2012 til tiden omkring år 0. Her blev Jesus jo født, og den historie skal selvfølgelig med. Børnene nåede også at fejre jul på forskud, så der er ingen tvivl om, at de har hygget sig. Børnekirkens medarbejdere fortjener stor ros og tak for deres gode, inspirerende arbejde.

lørdag den 6. oktober 2012

Tøjbytteparty

Nogle gange kan man godt tænke sig at få suppleret garderoben. Andre gange har man måske lyst til at hygge sig med andre rare mennesker. Hvis man så kan kombinere de to ting, er det nærmest perfekt. Den mulighed var der torsdag aften, hvor der var inviteret til tøjbytteparty. En flok kvinder havde gennemsøgt klædeskabet og fundet ting, de ikke mere brugte - måske kunne andre så få glæde af det. Sådan gik det også; de fleste fik noget nyt med hjem, og alle havde en hyggelig aften. Det overskydende tøj går til nødhjælp.