søndag den 26. oktober 2008

Fællesskab der rykker

Søndag den 26. oktober lød startsskuddet for en 40 dages kampagne, der sætter fokus på, hvordan vi som kirke skal lære at elske og leve det glade budskab ud, som vi forkynder og tror på. Gennem fokusgudstjenester de efterfølgende 7 søndage, små daglige andagter som deltagerne læser, samt ugentlige samlinger i små grupper rundt om i hjemmene, vil vi søge at gøre evangeliet nærværende og konkret. Kampagnen skal meget gerne munde ud i et større socialt ansvar for såvel den enkelte deltager som for kirken som helhed.

lørdag den 25. oktober 2008

"Deeper level" gospelworkshop med X-factor Laura

Lørdag den 25. oktober gæstede Laura Kjærgaard fra X-factor kirken. Anledningen var gospel workshoppen "Deeper Level", som Anders Burtenko Nielsen fra vores gospelkor, Roskilde Gospel Choir, havde arrangeret. Workshoppen var for enhver, der havde lyst til at stifte et dybere bekendskab med gospelmusikken og dens rødder. Hele dagen gik med øvelse, hvorefter der om aftenen blev afholdt en "Gospelcelebration" for koret alene. En aften, hvor teksterne og musikken fik lov til at gøre sit indtryk på sangerne.

Mere end 100 sangere havde besluttet sig for at tilbringe en hel lørdag på denne måde - og jeg tvivler på, om nogen efterfølgende skulle have fortrudt det. Stemningen og atmosfæren var tæt i hele kirkerummet, mens dagens kor sammen løftede deres stemmer.

torsdag den 23. oktober 2008

Tøj sendt til Letland

Netop i disse dage bliver der samlet og pakket rigtig mange kasser med tøj, legetøj og toiletsager. Det er kvindekredsen i kirken, der står for denne store indsamling. Tingene bliver gennemgået og omhyggeligt pakket, hvorefter det sendes med store lastbiler til Letland. I Letland bliver alle de indsamlede ting fra hele Danmark, distribueret ud til 4 forskellige baptistkirker i landet. Her fra bliver effekterne så videredistribueret til familier, enlige, børn etc. efter behov. Da vores samarbejdsparter i Letland er kendte af vores nationale ledere af Kvindeforbundet, er vi trygge ved, at hjælpen nok skal nå ud til de rette personer.

Sange om Livet

Lørdag den 11. oktober gæstede duoen Jakob Anhøj og Jan Kaas kirken ved en Cafékoncert. Det var en hyggelig og god aften med sange, salme og fortællinger om livet på godt og ondt. Cafeens personale kræsede om de fremmødte, og alle var enige om, at det var en rigtig god aften. Desværre var der også landskamp denne aften, ligesom efterårsferien netop var begyndt. Dette gjorde, at der var god plads til de lidt over 30 fremmødte der var.

mandag den 6. oktober 2008

Motiverende lederinspiration

I dagene den 3. og 4. oktober deltog 14 personer fra kirken i en inspirerende og motiverende lederundervisning. Undervisningen foregik på Global Leadership Summit fra Willow Creek menigheden i Chicago og bliver transmitteret over hele verden. I Danmark deltog 430 ledere i konferencen, der blev afholdt i København Kristne Kulturcenter. Alle deltagerne fra menigheden fik rigtig meget med hjem, og der vil nok arbejdes på, at der bliver arrangeret en lokal opfølgning af konferencen.