onsdag den 31. oktober 2007

Inge og Hans Berntsen bad for syge

For tredje gang i år, havde vi besøg af Inge og Hans Berntsen, ved gudstjenesten søndag den 28. oktober. Kirken var helt fyldt op og mange ønskede forbøn for div. sygdomme. Mange blev mødt af Gud på en stærk måde og flere tilkendegav, at de også ønskede at sige "Ja til Jesus". Vi er Gud taknemmelige for han virke blandt os. Oplevede du selv Guds indgriben denne dag, så skriv gerne dit vidnesbyrd som en kommentar til dette indlæg.

Inspirationsdag for ledere

Lørdag den 27. oktober brugte hen ved 20 forskellige ledere i alle aldre, op til 12 timer på en inspirations- og samtaledag. Inspirationen blev bl.a. givet gennem undervisnings DVD'er hentet fra dette års Global Leadership Summit, arrangeret af Willow Creek, USA. Alle deltagere var enige om, at vi havde en god og konstruktiv dag, hvor lysten til at tage menighedens vision op på ny og lade den komme til udtryk på en ny og frisk måde, var den altoverskyggende konklusion på dagen. Herudover havde en god tid til samtale, tilbedelse og bøn for menigheden og hinanden.

onsdag den 24. oktober 2007

Vinder af SEB-fejden

Roskilde kreds deltog i Danske Baptisters spejdekorps afsluttende fejdeweekend på Øksedal ved Nibe, fra den 5. til 7. oktober 2007. Det var gruppepatruljen "Undercover Scouts", der tog afsted til den afsluttende runde på Øksedal. Fejden gik under navnet, Scouts Elite Brigade (SEB-Fejden) og startede i foråret den 10. marts og har indeholdt 8 opgaver af forskellige art, såledesat at man kunne kvalificere sig til optagelse i Scouts Elite Brigade.
Læs mere her.

tirsdag den 2. oktober 2007

Velkommen til virkeligheden

Under denne overskrift, har vi nu skudt et nyt kursustilbud igang for alle, der har lyst til at arbejde seriøst med sit eget liv. Kurset bygger på "12-trins modellen", og er en hjælp til alle, der ønsker at få gjort op med store eller små vaner i sit liv. Forløbet i efteråret '07, er et forløb med en mindre gruppe, hvor vi gør os vores erfaringer med et sådanne forløb, samt uddanner evt. kommende gruppeledere. Der påtænkes at starte nyt kursus op i foråret '08, så glæde dig.

mandag den 1. oktober 2007

Samtale om økonomiske prioriteringer

I Roskilde Baptistkirke tror vi på, at dialogen er vigtig, for at vi sammen kan finde Guds vej for os som fællesskab. Dette gælder også de økonomiske anliggender. Der var derfor i dag indkaldt til et "Kirke i Tiden" møde, hvor samtalen alene gik på hvilke økonomiske prioriteringer, der skal ligge til grund for budget 2008. Her blev drøftet alt fra ansættelser og regøring til mission og menighedsblad. Samtalen kommer til at danne grundlag for et endeligt budgetforslag, som skal vedtages på menighedsmødet i november. Nogle og 40 personer var mødt op for at samtale om dette - og dialogen gik ivrigt mellem de engagerede deltagere.

Nye medlemmer

Ved gudstjenesten i dag, havde vi den glæde, at kunne byde flere nye medlemmer velkommen til vores fællesskab. Flere af dem har ganske vist været en del af fællesskabet gennem de sidste par år, men har alligevel nu valgt at tilkendegive deres tilknytning ved også at blive medlem af kirken. At være "medlem" er ikke bare en organisatorisk definition. Ordet medlemmer kommer netop fra det bibelske billede om at blive et lem på det store legeme - kirken.
Vi lever i en tid, hvor flygtigheden kendertegner manges liv. Altid synes vi at være på vej til et nyt sted. Tilkendegivelsen af at ville være medlem af en kirke, og dermed være med i et "forpligtende" fællesskab, på den fælles vandring som menighed, er derfor en stærk markering. Vi byder de nye medlemmer velkommen og opfordre alle i menigheden til at tage godt imod dem og huske at omslutte dem på en særlig måde med omsorg og forbøn.